Derfor får din baby forstoppelse – og sådan kan det behandles

Derfor får din baby forstoppelse – og sådan kan det behandles​

Er din baby ofte ked af det og virker til at have ubehag? Så kan det skyldes forstoppelse og fordøjelsesproblemer. Der kan være mange årsager til, at dit barn er forstoppet. Heldigvis er der også masser af måder, du kan hjælpe dit barns mave og tarme i gang på.

Mange babyer oplever forstoppelse og mavekneb på et eller flere tidspunkter i livet. Det ikke rart for hverken baby, mor eller far, og det er en af de situationer, hvor du nemt kan føle dig magtesløs som forældre.

Forstoppelse er desværre ikke er unormalt hos spædbørn, men det er vigtigt, at du reagerer på det, og hjælper dit barn med at få en velfungerende og sund tarm. ​En god fordøjelse er nemlig vigtig for dit barns velbefindende, og har stor indflydelse på kroppen som helhed.

Hvorfor har så mange babyer problemer med fordøjelsen og forstoppelse?

Under graviditeten optager din baby næring gennem navlestrengen og fostervandet. Der er derfor reelt ikke noget, som tarmen skal fordøje så længe din baby ligger inde i maven.

Det betyder, at første gang du ammer dit barn, er også den allerførste gang nogensinde, at din baby indtager og bearbejder føde. Derfor går de første uger af babyens liv med at vænne mund, mave og tarme til deres nye opgaver.

Når dit barn kommer til verden, er mavesækken ikke meget større end en valnød – og det er slet ikke stort nok til at indeholde den mængde mælk, som din voksende baby har brug for. I takt med, at dit barn lærer at amme, indtager spædbarnet mere og mere mælk.

For at få plads til den voksende mængde mad udvider mavesækken sig i små kvantespring, for at få plads til mere føde. I mavesækkens tilpasningsperiode er maven ofte ikke udvidet nok til at indeholde alt det mælk, din baby har brug for, og det kan det være svært for dit barn at mærke om det er sultent eller mæt.

Det kan føre til under- og overfyldning af mavesækken, og derfor kan din baby nemt udvikle maveproblemer i denne periode.

Det helt nye tarmsystem

Et andet og vigtigt aspekt af din babys velfungerende mave er et godt tarmsystem.

I mange år var forskning i tarmene underrepræsenteret i videnskaben til fordel for mere ”sexede” emner. Den udvikling er heldigvis vendt, og inden for det seneste årti, har vi fået øjnene op for, hvor vigtige sunde tarme er for vores generelle velbefindende – både fysisk og psykisk.

Vi er kun lige ved at skrabe overfladen af det enorme emne, som tarme dækker over. Hvad vi dog allerede ved er, at tarmene fungerer som en ekstra hjerne, og at de har afgørende betydning for vores sundhed.

Den nye interesse for tarmene smitter også af på forskningen i babyers maver, hvor de første byggesten til en sund tarmflora lægges.

Når du føder vaginalt smøres din baby ind i dine naturlige bakterier. De danner grundlaget for de bakterier, der senere skal udvikle sig og give din baby et sundt og velfungerende tarmsystem.

Babyer, der fødes ved kejsersnit, får ikke de samme tarmbakterier. Derfor er der flere forsøg, der tester, om man kan tilføje kejsersnits-babyer tarmbakterier på samme måde som vaginalt fødte babyer får.

Derudover kan babyer, der er født meget hurtigt, også ligne kejsersnitsbørn, da de heller ikke har tid nok til at påføres en tilstrækkelig mængde bakterier fra mor.

Det hele afgøres dog ikke ved fødslen. Eksempelvis spiller amning en stor rolle, fordi der er sukkerarter i modermælken, som hjælper bestemte bakterier i tarmen med at gro.

Ligesom ved maven, bruger din baby de første uger af sit liv på at modne sit tarmsystem. Her lærer tarmene at optage næring fra modermælken, og omsætte det, den ikke bruger, til afføring.

Først, når barnet er omkring fire måneder gammelt, er tarmen klar til at tage imod andet end mors mad og modermælkserstatning.

Årsager til forstoppelse hos din baby

Med en delikat mave- og tarmflora, der er helt ny og umoden, kan der være mange årsager til, at dit barn kan udvikle forstoppelse og fordøjelsesproblemer. Nogle af dem er:

1: Underfyldt mave og overfyldt mave

Når din babys mave er underfyldt, vil du ofte opleve, at din baby spiser ofte uden at tage på i vægt og uden at følge vægtkurven.

Årsagerne til en underfyldt mave kan være, at din babys mavesæk ikke er tilstrækkeligt udviklet, eller at amningen ikke er optimal, og baby derfor ikke får store nok portioner.

Nogle babyer har svært ved at kende forskel på sult og mæthed, og tror, at det ubehag, der kan komme med mæthed skal spises væk. Modermælken er lindrende, og hjælper når din baby spiser, men evt. smerter fra den overfyldte mave opstår igen, når amningen slutter.

Overfyldte maver ses især hos babyer, der spiser meget mælk rigtig hurtigt, hos babyer, der ikke får bøvset og hos refluks-babyer.

2: Refluks og silent refluks

Nederst i mavesækken sidder der en lukkemuskel, som åbner, når du synker og lukker igen, når du ikke gør. Musklen sørger for, at maden bliver nede i mavesækken og ikke kommer op igen.

Når lukkemusklen ikke lukker ordentligt, kommer der tilbageløb fra maven til spiserøret. Det kaldes refluks.

Ligesom vi voksne oplever halsbrand og sure opstød, kan babyer også opleve refluks.

Der er flere grunde til det:

  • Lukkemusklen er stadig umoden og ikke fuldt udviklet hos babyer. Den virker derfor ikke altid efter hensigten.
  • Babyer lever udelukkende af flydende kost.
  • Babyers mavesække fyldes ofte mere, for bl.a. at udvide mavesækken.
  • Babyer ligger ofte ned, og derfor kommer mavens indhold tættere på spiserøret.
  • Babyers spiserør er kortere, og derfor er vejen fra mave til mund også kortere.
  • Babyer, som er spændte i deres muskler, led og bindevæv

Refluks ses bl.a. ved gylp. Gylp, der består af spyt og mælk, er ganske normalt og ikke et problem for babyer.

Men når refluks består af mavesyre i større eller mindre grad, og derfor gør ondt og irriterer dit barn, er det et problem. Det kan nemlig føre til gråd, smerter, manglende trivsel, søvnproblemer, spiseforstyrrelser og syreskader.

Det kan dog også ses som det, der kaldes silent refluks. Her er der ikke gylp, men du kan høre, at der står noget, og kører i halsen. Det ses også ved, at baby synker det og ofte laver hostelyde.

Du kan læse meget mere om refluks og silent refluks her.

3: For tidlig eller voldsom fødsel og ændringer i livet

Både langvarige- og hurtige fødsler, hvor mor og/eller baby har været stresset, sugekopper, kejsersnit og baby, der har stået skævt i bækkenet. Det ses også, hvis baby har ligget på samme måde inde i maven, ved babyer, som har været gennem vendingsforsøg, babyer som er stive i kroppen – fx. i nakke eller bækken, og ved for tidlige fødsler.

Det er alt sammen mulige årsager til, at dit barns tarmsystem ikke fungerer optimalt. Fødsler – særligt de lidt voldsomme af slagsen – medbringer større risiko for spændinger og skævheder i kroppen.

Der kan også opstå forstoppelse, hvis der sker en forandring i babys rutiner. Omstillingen fra mælk til fast føde kan være svær for nogle babyers maver. Det kan også være ændrede soverutiner, skift fra barsel til pasning og eventuelle overfølsomheder overfor mad.

Læs, hvordan osteopati og kranio sakral-terapi kan hjælpe mod fastlåsning og skævheder lige her.

4: Kost og modermælkserstatning

Det er ofte mere reglen end undtagelsen, at flaskeernærede spædbørn har problemer med forstoppelse og mavekneb. Det skyldes først og fremmest modermælkserstatningens konsistens, der er tykkere end modermælk, og derfor kan være sværere for din baby at fordøje.

Det kan føre til tykkere afføring, der er svært at komme af med.

I modsætning til spædbørn, der får modermælkserstatning, så ses forstoppelse og fordøjelsesproblemer i mindre grad hos babyer, der ammes med modermælk. Det skyldes, at modermælk indeholder naturligt sukker, bakterier og hormoner, som hjælper babys tarme i gang.

Derudover ændrer brystmælkens sammensætning sig i takt med, at baby bliver ældre, og tilpasses derfor også barnets behov. Det er alt sammen med til at give større tarmaktivitet, og blødere afføring, der er nemmere at komme af.

Der findes også mange myter om, hvad du som mor må spise, når du ammer. Det er ikke 100 procent dokumenteret, at bestemte fødevarer giver mavekneb hos børn. Derfor er der ingen grund til at udelukke fødevarer på forhånd.

Men der kan stadig være fødevarer, der irriterer din babys mave – eks. er komælk ofte en årsag til forstoppelse. Mistænker du en bestemt fødevare kan du vælge at udelukke dem fra din og/eller din babys kost i en periode og så genoptage for at se, om der sker en forandring.

Det anbefales også, at du holder forbruget af koffein og alkohol til et absolut minimum, når du ammer.

5: Komælk

Det ses ofte, at babyer har problemer med fordøjelsen, hvis mor indtager mange produkter lavet på komælk – også den laktosefri af slagsen – eller, hvis modermælkserstatningen er lavet på komælk.

Det skyldes, at babymaver har svært ved at fordøje mælkeproteinet.

Det er nemt at teste, om mælk er årsagen. Prøv at udelukke alle mælkeprodukter fuldstændig i syv til ti dage.

Ammes barnet, er det mor som skal tage en mælkefri periode. Er dit barn et flaskebarn, kan du afprøve de mærker, som er til hyperallergikere eller ikke indeholder komælk.

Går det markant bedre efter denne periode kan du forsøge at introducere produkterne igen, og se, hvordan din baby trives.

Finder du ud af, at din baby dårligt tåler komælk, så er det ikke altid, at det er en vedvarende “allergi”. I de fleste tilfælde kan du give din baby en længere pause og så genintroducere det senere igen. I USA har eksperter set sammenhæng, hvor børn, der ikke tåler komælk, ofte heller ikke tåler æg. Det kan overvejes, hvis dit barn har store problemer med fordøjelsen.

Tal med din læge, om kosttilskud er nødvendigt i perioden eller om andre fødevarer kan dække behovet imens.

6: Stramt tungebånd

Et kort eller stramt tungebånd kan påvirke tungens mobilitet. Det kan give din baby problemer med at folde tungen ordentligt rundt om brystvorten, når den ammer. Og det kan gøre det svært for baby at opnå den vacuum-effekt, der er nødvendig for at suge mælk ud af brystet.

Fordi spædbarnet ikke kan slutte munden tæt om brystvorten er der risiko for, at der trækkes meget luft ind, under amningen. Det kan give mavekneb.

Samtidig er der undersøgelser, der peger på, at tungens manglende mobilitet gør, at der ikke sendes ordentlige signaler til maven om, at der skal fordøjes, hvilket også kan føre til forstoppelse.

Et stramt tungebånd kan se ud på mange forskellige måder, og der findes flere forskellige behandlingsmetoder. Det kræver en undersøgelse af en professionel, såsom en osteopat, for at konstatere om din baby har et stramt tungebånd. De kan henvise til en øre-næse-halslæge, som i sidste ende vurderer, om der er behov for at klippe.

Læs mere om CorrectMyBabys behandling af stramt tungebånd her.

7: Sygdom, medicin og blødning fra endetarmen

Genetik og arvelige sygdomme kan også føre til forstoppelse hos dit spædbarn.

Hvis du har været syg under graviditeten, og er blevet behandlet med antibiotika, kan det ligeledes have påvirket din babys tarmflora.

Længere tids forstoppelse og hård afføring kan samtidig føre til små rifter og blødninger ved dit spædbarns endetarmsåbning. Oplever du blod i babys afføring er det vigtigt, at du tager fat i lægen med det samme.

Forstoppelse kan føre til kolik

Der er ingen tvivl om, at forstoppelse er ubehageligt, irriterende og kan gøre ondt på din baby. Alligevel er forstoppelse som udgangspunkt ufarligt i langt de fleste tilfælde.

Men, forstoppelse og refluks er en af de problemer, der kan føre til kolik. Kolik betyder ondt i maven, og er en meget smertefuld tilstand, som pludselig kan opstå hos dit barn.

Kolik er kendetegnet ved langvarige skrigeture og uro. Mange forældre venter på, at kolikken går over af sig selv. Det er der dog ingen grund til.

Kolik kan behandles med osteopati – læs mere om det her.

 

SYMPTOMER PÅ FORSTOPPELSE HOS DIN BABY:

  • Din baby følger ikke vægtkurven – vejer enten for meget eller for lidt.
  • Din baby er meget vågen og sover kort, uroligt og meget lidt.
  • Din baby græder meget, og har meget lidt overskud
  • Din baby er meget nem og sover meget (fosterreaktion)
  • Der går flere dage imellem afføring – her er det vigtigt, at du er opmærksom på din babys rutiner, da intervaller mellem afføring kan være meget individuelt.
  • Din baby presser og siger gnækkelyde
  • Din baby har svært ved at komme af med prutter
  • Din babys mave er spændt – babymaver skal helst være bløde.
  • Din baby kan ikke lide, eller har synligt ondt, når den ligger på maven
  • Din baby har synligt ondt, når den forsøger at komme af med afføring.
  • Opkast og ildelugtende bøvser.
  • Hvæsende vejrtrækning.

Sådan behandles forstoppelse hos babyer

Der er flere ting, du kan gøre for at hjælpe din baby med at få gang i maven.

Husk! Afføring hos babyer kan variere meget. For nogle kan der gå op til 14 dage mellem afføring. Andre kommer af med det flere gange om dagen. Begge dele er helt normalt. Vær opmærksom på dit barns signaler og lær dets rutiner at kende.

1: Væske

Det bedste og mest enkle råd er at give din baby væske i form af vand.

2: Medicin

Det er ikke unormalt, at babyer med forstoppelse behandles med afførende midler såsom Lactolose og Movicol. Det er vigtigt at understrege, at du skal rådføre dig med en læge inden medicinsk behandling af din baby.

3: Osteopatisk behandling

Som autoriseret osteopat med speciale i behandling af babyer har jeg stor erfaring i at hjælpe spædbørn og større børn med forstoppelse.

Der er flere forskellige måder, jeg kan hjælpe dit barn med at få gang i maven. Ofte behandles bindevævet omkring din babys tarme, så afføringen bedre kan komme igennem systemet.

Der kan også være behov for at kigge på barnets nakke, da kranienerven N. Vagus løber igennem kraniet og den første nakkehvirvel. Sammen med den tiende kranienerve, hjælper N. Vagus organerne med at fordøje. Ligeledes er nerverne fra korsbenet med til at fordøje og derfor behandles bækkenet også ved forstoppelse.

Jeg supplerer desuden behandlingen med råd om kost til både mor og barn, og øvelser, som kan afhjælpe forstoppelse. Jeg samarbejder også med lægerne om at vurdere, hvorvidt afførende midler eller andre typer behandling kan være relevante for dit barn.

Læs mere om min osteopatiske behandling af babyer med fordøjelsesproblemer her: Sådan hjælper osteopati med forstoppelse hos dit spædbarn

Hvad kan du selv gøre?

Der er også flere ting du selv kan gøre, for at sætte gang i din babys tarme.

Læs mere her: 7 ting du kan gøre for at hjælpe dit forstoppede spædbarn.